Vil du hjælpe os? Bliv frivillig i SIND-Klubben

Som frivillig i SIND-Klubben Aalborg vil du have mulighed for at bidrage til et fællesskab, hvor nærvær og ligeværd er i centrum, og hvor du kan gøre en betydelig forskel for mennesker med psykiske og sociale problematikker. Vi er altid på udkig efter nye frivillige, og vi værdsætter i høj grad det bidrag, som vores frivillige yder.

Hvad kan du lave som frivillig?
Som frivillig i SIND-Klubben Aalborg er der mulighed for mange forskellige opgaver, da vi altid har brug for en hjælpende hånd. Du vil have mulighed for at bidrage med det, der giver mest mening for dig. Mange af vores frivillige tilbringer tid med medlemmerne i klubben og deltager i sociale aktiviteter, såsom at snakke med medlemmerne, spille spil eller være kreativ. Det vigtigste er, at du har lyst og overskud til at være nærværende og social.  Derudover vil du have mulighed for at stå for faste aktiviteter i klubben såsom gåture, musik, madlavning eller forskellige kreative projekter. Som frivillig er du velkommen til at afprøve forskellige aktiviteter og se, hvad der interesserer medlemmerne. Måske har du en hobby eller en særlig færdighed, som kan bidrage positivt til klubben.

Andre opgaver
Hvis du har interesse i områder som økonomi, kommunikation eller fundraising, kan din hjælp også gøre en stor forskel for SIND-Klubben. Vi arbejder kontinuerligt med at søge fonde, udarbejde grafisk materiale og opretholde en aktiv tilstedeværelse på sociale medier. Disse opgaver kan være svære at imødekomme med kun få ansatte i klubben, og som frivillig vil du have mulighed for betydelig medindflydelse og ansvar.

Som frivillig vil du:

  • Få mulighed for at gøre en stor forskel for mennesker, der er psykisk sårbare
  • Få adgang til kurser, netværksmøder og andre fordele gennem SIND
  • Være forsikret i dit frivillige arbejde gennem Landsforeningen SIND
  • Få mulighed for at blive en del af et støttende frivilligt fællesskab
  • Være med til at skabe glæde og positiv stemning, blandt mennesker som har det svært

Hvis du er interesseret i at høre mere, er du velkommen til at kontakte os ved at sende en mail eller ringe til os. Vi vil med glæde arrangere et uforpligtende møde, hvor vi kan fortælle mere om klubben og introducere dig til det frivillige arbejde.

Se åbningstider og kontaktoplysninger her.